Skrevet af Mette

Da jeg var femten år gammel tog jeg i Ungdomsklubben (syret navn, når jeg sidder her som 33-årig og stadig tænker: "Den klub kan jeg da stadig godt være med i") for at holde millennium-arrangement. År 2000 var lige rundt om hjørnet og derfor skulle vi bruge 2000 minutter (næsten 34 timer) sammen på at lege, sjippe, kysse, spille musik og føle os unge og specielle i lyset af at opleve et årtusindeskifte. Da jeg var femten år gammel og tog til millennium-arrangement, var jeg en del af en fast sammentømret gruppe af 15-årige par. Pigen der tog af sted drømte om verden, følte sig godt tilpas med de andre unge, men malplaceret i konteksten. Vi kunne godt lide at lege voksne, drikke kaffe, høre vinyl og tale om politik, musik og stjerner til langt ud på natten. Vi var tre par i konstellationen og nogle gange talte vi om fremtiden, men for det meste talte vi om nuet. Hvis jeg savner noget ved at være teenager, så må det være følelsen af at have tid nok, følelsen af, at alt på en e

Først vendte jeg hjem fra et helt almindeligt liv som udenlandsdansker i Mexico. Og jeg savnede den mand, som havde valgt at bruge det meste af sin frie tid sammen med mig, de sidste fem måneder af mit ophold. Og jeg savnede det land, som jeg tænkte på som mit hjem og de venner, der var blevet en del af min hverdag, mens jeg var der. At vende hjem til Danmark er et værre kulturchok end at rejse ud. Det siger de kloge og jeg mener det også generelt, men det var ikke anderledes for mig og det kommer der nok meget mere om i et andet indlæg. Jeg havde kun givet mig selv knap en uge til at lande i, før jeg vendte tilbage til min pind på kontoret. Specialet var ikke færdigt endnu og de næste måneder gik med at arbejde, sove, skrive, spise, snakke i telefon og arbejde noget mere. Højdepunkterne var helt klart telefonsamtalerne med min kæreste og det der med at spise. For han blev ved med at være min kæreste, den tynde, pæne mand med det lange hår og det fantastiske smil. Der gik fire måne