Langdistanceforholdet
Først vendte jeg hjem fra et helt almindeligt liv som udenlandsdansker i Mexico. Og jeg savnede den mand, som havde valgt at bruge det meste af sin frie tid sammen med mig, de sidste fem måneder af mit ophold. Og jeg savnede det land, som jeg tænkte på som mit hjem og de venner, der var blevet en del af min hverdag, mens jeg var der.
At vende hjem til Danmark er et værre kulturchok end at rejse ud. Det siger de kloge og jeg mener det også generelt, men det var ikke anderledes for mig og det kommer der nok meget mere om i et andet indlæg. Jeg havde kun givet mig selv knap en uge til at lande i, før jeg vendte tilbage til min pind på kontoret. Specialet var ikke færdigt endnu og de næste måneder gik med at arbejde, sove, skrive, spise, snakke i telefon og arbejde noget mere. Højdepunkterne var helt klart telefonsamtalerne med min kæreste og det der med at spise. For han blev ved med at være min kæreste, den tynde, pæne mand med det lange hår og det fantastiske smil.
Der gik fire måneder på den måde: arbejde, sove, skrive, spise, snakke i telefon og arbejde noget mere. Og pludselig en dag var det overstået, specialet var færdigt og nærmest samtidigt landede han i Danmark, for at vi kunne fortsætte eventyret. Vi havde tre måneder sammen, tre måneder til at lære at bo sammen, til at finde hinanden igen, til at stable et nyt fælles liv på benene og så var vi nødt til at skilles endnu engang. Som ikke-EU-borger kan man opholde sig i Danmark maksimum 90 dage ud af 180.
Det var ikke en del af planen, at vi skulle være langdistancekærester igen. Planen var at han skulle finde et job, så han kunne blive hos mig. Men vi var nok lidt for optimistiske, på trods af over 50 ansøgninger sendt, var der ingen gevinst. Flere nævner, at de forventer, at man allerede har en arbejdstilladelse, noget der kun kan lade sig gøre, hvis man allerede har et job i Danmark, man kan nemlig ikke få en arbejdstilladelse, medmindre man har fået lovning på en stilling. Klassisk Catch 22. Ventetiden på en arbejdstilladelse er højst seks uger - altså ikke længere end hvad det ville tage en ikke-udenlandsk person i arbejde, at sige sit job op og begynde et nyt sted.
Nu er det næsten fem måneder siden, jeg så ham sidst og selvom langdistanceforhold er en dum kælling, så har vi klaret det endnu en gang. Tiden på min side af Atlanten er gået med at løbetræne og kostomlægge, pleje venskaber og familie, tjene til dagen og vejen. Og selvfølgelig telefonsamtalerne. Moderne teknologi har aldrig været vigtigere for mig.
Om to dage er det halvandet år siden, at vi for første gang mødte hinanden, udenfor en natklub i Monterrey og om to dage lander han igen på dansk jord. Vi har stadig kun tre måneder, for der er desværre ikke noget, der hedder et kærestevisum i Danmark, heller ikke selvom min kæreste er veluddannet og har mange års erfaring inden for it og selvom jeg faktisk kan forsørge os begge med min nuværende indkomst. Med en smule opfindsomhed kan vi oveni købet også have råd sjove ting uden at ende på gaden. Vi skal kunne dokumentere halvandet års samliv, hvis vi gerne vil forsøge os med en familiesammenføring, på trods af halvandet års parforhold på godt og ondt, så kan vi knap nok dokumentere tre måneders samliv - og hvis vi holder det nuværende tempo, så når vi halvandet års samliv om mere end tre år. Desuden er familiesammenføring en langsommelig og dyr affære og selvom man gerne må opholde sig i Danmark, mens man venter (i op til ti måneder), så må man under ingen omstændigheder arbejde, eller eksempelvis ansøge om arbejdstilladelse i tilfælde af, at man får et job. Det gør ikke ligefrem affæren mindre bekostelig.
Hvis vi en dag ender med at bo i Mexico, så behøver jeg vel ikke forklare hvorfor?
At vende hjem til Danmark er et værre kulturchok end at rejse ud. Det siger de kloge og jeg mener det også generelt, men det var ikke anderledes for mig og det kommer der nok meget mere om i et andet indlæg. Jeg havde kun givet mig selv knap en uge til at lande i, før jeg vendte tilbage til min pind på kontoret. Specialet var ikke færdigt endnu og de næste måneder gik med at arbejde, sove, skrive, spise, snakke i telefon og arbejde noget mere. Højdepunkterne var helt klart telefonsamtalerne med min kæreste og det der med at spise. For han blev ved med at være min kæreste, den tynde, pæne mand med det lange hår og det fantastiske smil.
Der gik fire måneder på den måde: arbejde, sove, skrive, spise, snakke i telefon og arbejde noget mere. Og pludselig en dag var det overstået, specialet var færdigt og nærmest samtidigt landede han i Danmark, for at vi kunne fortsætte eventyret. Vi havde tre måneder sammen, tre måneder til at lære at bo sammen, til at finde hinanden igen, til at stable et nyt fælles liv på benene og så var vi nødt til at skilles endnu engang. Som ikke-EU-borger kan man opholde sig i Danmark maksimum 90 dage ud af 180.
Det var ikke en del af planen, at vi skulle være langdistancekærester igen. Planen var at han skulle finde et job, så han kunne blive hos mig. Men vi var nok lidt for optimistiske, på trods af over 50 ansøgninger sendt, var der ingen gevinst. Flere nævner, at de forventer, at man allerede har en arbejdstilladelse, noget der kun kan lade sig gøre, hvis man allerede har et job i Danmark, man kan nemlig ikke få en arbejdstilladelse, medmindre man har fået lovning på en stilling. Klassisk Catch 22. Ventetiden på en arbejdstilladelse er højst seks uger - altså ikke længere end hvad det ville tage en ikke-udenlandsk person i arbejde, at sige sit job op og begynde et nyt sted.
Nu er det næsten fem måneder siden, jeg så ham sidst og selvom langdistanceforhold er en dum kælling, så har vi klaret det endnu en gang. Tiden på min side af Atlanten er gået med at løbetræne og kostomlægge, pleje venskaber og familie, tjene til dagen og vejen. Og selvfølgelig telefonsamtalerne. Moderne teknologi har aldrig været vigtigere for mig.
Om to dage er det halvandet år siden, at vi for første gang mødte hinanden, udenfor en natklub i Monterrey og om to dage lander han igen på dansk jord. Vi har stadig kun tre måneder, for der er desværre ikke noget, der hedder et kærestevisum i Danmark, heller ikke selvom min kæreste er veluddannet og har mange års erfaring inden for it og selvom jeg faktisk kan forsørge os begge med min nuværende indkomst. Med en smule opfindsomhed kan vi oveni købet også have råd sjove ting uden at ende på gaden. Vi skal kunne dokumentere halvandet års samliv, hvis vi gerne vil forsøge os med en familiesammenføring, på trods af halvandet års parforhold på godt og ondt, så kan vi knap nok dokumentere tre måneders samliv - og hvis vi holder det nuværende tempo, så når vi halvandet års samliv om mere end tre år. Desuden er familiesammenføring en langsommelig og dyr affære og selvom man gerne må opholde sig i Danmark, mens man venter (i op til ti måneder), så må man under ingen omstændigheder arbejde, eller eksempelvis ansøge om arbejdstilladelse i tilfælde af, at man får et job. Det gør ikke ligefrem affæren mindre bekostelig.
Hvis vi en dag ender med at bo i Mexico, så behøver jeg vel ikke forklare hvorfor?
Kommentarer
Send en kommentar