Udlængsel

Da jeg var femten år gammel tog jeg i Ungdomsklubben (syret navn, når jeg sidder her som 33-årig og stadig tænker: "Den klub kan jeg da stadig godt være med i") for at holde millennium-arrangement. År 2000 var lige rundt om hjørnet og derfor skulle vi bruge 2000 minutter (næsten 34 timer) sammen på at lege, sjippe, kysse, spille musik og føle os unge og specielle i lyset af at opleve et årtusindeskifte.

Da jeg var femten år gammel og tog til millennium-arrangement, var jeg en del af en fast sammentømret gruppe af 15-årige par. Pigen der tog af sted drømte om verden, følte sig godt tilpas med de andre unge, men malplaceret i konteksten. Vi kunne godt lide at lege voksne, drikke kaffe, høre vinyl og tale om politik, musik og stjerner til langt ud på natten. Vi var tre par i konstellationen og nogle gange talte vi om fremtiden, men for det meste talte vi om nuet. Hvis jeg savner noget ved at være teenager, så må det være følelsen af at have tid nok, følelsen af, at alt på en eller anden måde var okay. Den manglende stillingtagen til verden omkring os og den rolle vi selv spillede i, hvad der spillede og hvad der ikke spillede.

Jeg vidste godt, at fremtiden ikke var vores, men et sted vi skulle rejse til som individer, vi fulgtes bare et stykke af vejen. Den fremtid jeg drømte om handlede om udlandet, om at synge, jeg ville være udvekslingsstudent (tjek!) og jeg ville bo i en større by (tjek!), jeg ville gerne have en familie, men forestillede mig aldrig en have, aldrig et hus, aldrig et sted - rammerne var altid slørede og det er de stadig. For hvem ved egentlig hvor vi ender?

Hver dag gennem mine teenageår rejste jeg væk i bøgerne, jeg læste og identificerede mig med hovedpersoner, der voksede op i andre kulturer, andre tidsaldre, som gemte sig i tidslommer, var forelskede, var magiske og havde storslåede skæbner. I det virkelige liv havde jeg været i Norge på hyttetur, i Tyskland og hente slik over grænsen samt kørt igennem et lille stykke Sverige på vej til Bornholm. Jeg længtes efter fremmede himmelstrøg og tæmmede min rastløshed med litteraturen og rejste jorden rundt under havet og besøgte fremmede planeter.

Rastløsheden og udlængslen har aldrig helt forladt mig. De kan i høj grad mærkes, når jeg har været længe det samme sted uden at have lavet planer for den næste destination eller når passets udløbsdato er overskredet. De er en del af mig, som med jævne mellemrum får lov til at styre, som måske i bund og grund handler om en trang til hele tiden at dykke ned i ny viden i praksis.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Husvild (Det gør mest ondt, når jeg tror ham)

Langdistanceforholdet

Det blanke kanvas