Så deet....

Efter at have skrevet 521 udgivne tekster på den gamle og semi-anonyme blog, så ved jeg, at når jeg har lyst, så kan jeg sagtens skrive og jeg lider bestemt ikke af skriveblokering, når det handler om at beskrive oplevelser og følelser i dybden. Jeg kan mærke at anonymiteten på den gamle blog har gjort sit i forhold til at give mig et frirum, hvor jeg ikke var nervøs for at mene noget forkert eller afsløre sider af mig selv, som er mindre flatterende. Det er sværere at komme ud over stepperne her, selvom der endnu ikke er nogen læsere - så det skal der arbejdes med. For ikke at gøre det sværere for mig selv, så kommer jeg til at blogge om løst og fast og ikke helt så meget om kulturforskellene, som først planlagt. Jeg har simpelthen fået skrevet mig op i et hjørne med den beskrivelse og den titel som jeg er begyndt med. Dette er et varsel, fremadrettet vil jeg tillade mig selv at skrive om det der optager mig.

Lige nu er det eksempelvis, at jeg har fået en skade ... en virkelig fjollet skade.

Som nævnt tidligere, så brugte jeg den lange og triste ventetid på løbetræning og kostomlægning. Jeg var blevet en smule trind, mens jeg skrev speciale og ordet stressfedt var langsomt blevet en del af mit ordforråd. Så jeg begyndte at løbetræne ved hjælp af en app, der henover et par måneder satte mig i stand til at lunte derudaf i 30 minutter uden at stoppe. Jeg var stolt som en pave da jeg løb fem kilometer for første gang i midten af juli. Undervejs har jeg forsøgt at passe godt på skroget der bærer det hele og jeg har mærket efter i knæ og i hofter, for at undgå skader.

Men så her for et par uger siden, så fik jeg ondt i min storetå, det startede som et ubehag og endte med at gøre så afsindigt ondt, at jeg tog til lægen og halvflovt sagde, at jeg havde ondt i storetåen. Jeg ved ikke, om det er mit jyske ophav, der spiller ind, når legemsdele som tæer åbenbart ikke fortjener lægens kyndige blik. På trods af min egen vurdering af storetåen som irrelevant, så tog lægen mig meget seriøst og jeg blev diagnosticeret med en overbelastning samt blev beordret ro og anti inflammatorisk medicin.

Jeg har fået en løbeskade ... jeg har overbelastet min storetå.

Det vidste jeg ikke, at man kunne. Hvis jeg havde vidst det, så var jeg nok ikke blevet ved med at løbe med samme frekvens dengang for et par måneder siden, da jeg klagede til bedsteveninden over at jeg syntes, min storetå den generede mig. Vi jokede med, at jeg sikkert havde fået podegra og så løb jeg ellers videre.

Øv.

Det værste er, og jeg troede aldrig, at jeg skulle komme til at sige det, men jeg savner løbet og jeg tror faktisk at jeg, muligvis i et anfald af pms og frustration, kom til at knibe en enkelt tåre over ikke at vide, hvornår jeg må løbe lidt igen.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Husvild (Det gør mest ondt, når jeg tror ham)

Langdistanceforholdet

Det blanke kanvas